Løntjek

Hver anden har oplevet fejl på lønsedlen: Oliver fik “en større formue” ud af det!

Har du fuldstændig styr på, at du får den korrekte løn, tillæg, pension, overarbejdsbetaling, optjent ferie og alt muligt andet? Hvis svaret er nej, skulle du overveje at få tjekket din lønseddel.

Fagforening med OK-mærket: Husk at tjekke din lønseddel!

"Fitness-branchen er en af de brancher, hvor der mangler overenskomst mange steder, og hvor nogle arbejdsgivere ser stort på regler. Vores sejr kan være med til at vise branchen, at man ikke kan slippe af sted med hvad som helst", siger Oliver Dean

De seneste tal, som Epinion har lavet for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), viser nemlig, at præcis 50 procent af lønmodtagerne i Danmark har oplevet at finde fejl på lønsedlen. Et billede, som gentager sig år efter år.

Derfor sætter FH over de næste uger fokus på det vigtige løntjek.

Det er helt afgørende at holde øje med sine lønsedler. Antallet af fejl er virkelig stort, og hvis man ikke selv gør noget, bliver det meget ofte ikke opdaget!

Lizette Risgaard

”Det er helt afgørende at holde øje med sine lønsedler. Antallet af fejl er virkelig stort, og hvis man ikke selv gør noget, bliver det meget ofte ikke opdaget.

Derfor bør man altid være opmærksom og tjekke sin lønseddel ved hver udbetaling. For det kan altså dreje sig om rigtig mange penge,” fastslår Lizette Risgaard, der er formand for FH.

Fitnesstræner fik stor efterbetaling

De fleste danskere er heldigvis gode til at holde øje med lønsedlerne. Hele 80 procent siger, at de tjekker deres lønseddel mindst hver anden gang. Det gælder i særlig høj grad de yngste lønmodtagere.

”Unge er ofte ansat i midlertidige og prekære stillinger, hvor der ikke altid er styr på tingene. Så de lærer at holde øje med, at de får den rigtige løn. Det er virkelig godt, at de unge er opmærksomme på, at der kan være problemer,” understreger Lizette Risgaard. 

En af dem er 22-årige Oliver Dean, der efter mere end et år i lære som fitnesstræner og kostvejleder kun fik omkring 8.000 kroner udbetalt om måneden.

Det er rart at have fået den løn, som jeg blev snydt for i mere end et år, og som ung er det jo en større formue.

Oliver dean

Efter han blev opsagt pludseligt, sendte han sine lønsedler til sin fagforening, HK Privat, som hurtigt fastslog, at han var blevet snydt, da han ikke var blevet løftet til et nyt løntrin. Det endte med, at arbejdsgiveren måtte efterbetale 24.000 kroner til ham.

”Det er rart at have fået den løn, som jeg blev snydt for i mere end et år, og som ung er det jo en større formue.

Men af principielle grunde er jeg også glad for, at vi vandt sagen. Fitness-branchen er en af de brancher, hvor der mangler overenskomst mange steder, og hvor nogle arbejdsgivere ser stort på regler.

Vores sejr kan være med til at vise branchen, at man ikke kan slippe af sted med hvad som helst,” fastslår han.

Obskur fejl med tillæg

Over de næste par uger kører FH-fagbevægelsen den årlige OK-løntjek-kampagne, hvor vores fagligt aktive er på gaden for at tilbyde folk et løntjek og vejlede i, hvad man skal holde øje med.

For det er ikke altid nemt at gennemskue lønsedlen.

Det kan Lene Erikstrup skrive under på. Hun blev for nylig ringet op af sin fagforening, BUPL, som kunne fortælle, at hendes lønsedler var blevet udvalgt til en stikprøvekontrol.

Og her kunne BUPL’s konsulent se, at den 50-årige pædagog var gået glip af et tillæg for omkring 400 kroner om måneden i hele 13 år. 

Min fagforening har æren for, at den graverende fejl på mine lønsedler blev opdaget. BUPL har håndteret hele sagen for mig og taget kontakt til kommunen, så jeg slet ikke har skullet konfrontere nogen. Fagforeningen har været en kæmpe hjælp,

Lene Erikstrup

Det var et tillæg, der var blevet oprettet i Norddjurs Kommune, mens Lene Erikstrup var på barsel, og da hun vendte tilbage, blev der lavet en teknisk fejl, så beløbet ikke blev udbetalt, selvom det stod på lønsedlen. Med andre ord var det altså en umulig fejl for Lene Erikstrup at opdage.

”Min fagforening har æren for, at den graverende fejl på mine lønsedler blev opdaget. BUPL har håndteret hele sagen for mig og taget kontakt til kommunen, så jeg slet ikke har skullet konfrontere nogen. Fagforeningen har været en kæmpe hjælp,” siger hun. 

Hun har nu fået efterbetalt 26.000 kroner for det manglende tillæg for de seneste fem år, men kæmper stadig for at få pengene for de resterende otte år.

Fem gode råd

Der er især fem ting, du skal holde øje med, når du tjekker din lønseddel:

Fagforening med OK-mærket: Du skal huske at tjekke din lønseddel

Passer timetallet eller månedslønnen?

  • Er du timelønnet, er det naturligvis helt afgørende, at du får løn for det rette antal timer. Tjek derfor altid, om timetallet på lønsedlen passer med det antal timer, du har arbejdet. Og husk at tjekke, at timelønnen er den rigtige, især hvis du for nylig er steget i løn.
  • Er du månedslønnet, er det simplere. Så skal du bare sikre dig, at der står det rigtige beløb. Det er til gengæld meget vigtigt, da månedslønnen afgør meget andet på lønsedlen så som pension, feriepenge, etc

Får du de rigtige tillæg?

  • Mange arbejdspladser har tillæg for arbejde i weekenden, om aftenen og på helligdage. Det er en rigtig god idé at skrive ned, hvor meget du har arbejdet på tidspunkter, der medfører tillæg og kontrollere det på lønsedlen.
  • Du kan også have ret til tillæg for særlige kompetencer, anciennitet eller gener så som at være på flydende tid eller andet.

Får du den rigtige pension?

  • Din overenskomst fastslår, hvor stor en procentdel af din løn, arbejdsgiveren skal indbetale hver måned. Husk at holde øje med, at det korrekte beløb bliver indbetalt.

Får du nok ferie?

  • Ifølge ferieloven skal en fastansat optjene 2,08 feriedage per måned. De fleste arbejdspladser har derudover en sjette ferieuge i overenskomsten. Kontrollér din lønseddel for, at den korrekte mængde ferie bliver lagt til hver måned.

Passer beløbene på årsbasis?

Langt de fleste lønsedler vil have en samlet oversigt over, hvad du har optjent i både løn og pension i løbet af året. For timelønnede står der også indbetalte feriepenge og søn- og helligdagsbetaling. Det kan være en god idé at tjekke, at de tal hver måned stiger med den rette mængde.